Publiceret:19. juni 2026 Læsetid: 10 min.
Nyt QGIS-plugin: Tilknyt dokumenter direkte til dine kortobjekter med AttachmentManager
Den seneste tid er der sket en del på QGIS plugin-fronten i Styrke 10. Vores to eksisterende plugins, Skråfotos og AtlasGrid, er blevet opdateret, så de nu fungerer både under QGIS 3.x og 4.x. Men den helt store nyhed er, at vi har udviklet et helt nyt plugin: AttachmentManager.
Pluginet er udviklet efter specifikation fra Tårnby Forsyning, og det bringer en funktionalitet til QGIS, som mange måske kender fra ArcGIS-verdenen: muligheden for at tilknytte dokumenter til geografiske objekter og gemme dokumenterne direkte i den spatiale database — i dette tilfælde PostGIS.
Hvorfor skulle man ønske det?
“Hvorfor skulle man overhovedet have brug for det?”, tænker du måske. Det er der faktisk flere gode grunde til.
Geografien er et suverænt indeks. Vi har sikkert alle prøvet ikke lige at kunne huske årstallet, projektnavnet eller et af de andre indekser, dokumenter normalt sorteres efter. Men “hvor” kan vi næsten altid huske. Kortet bliver dermed den mest intuitive indgang til at genfinde dokumentation.
Behovet opstår ofte ved kortet. Tænk på “as-built”-tegninger over et ledningsnet, lejeaftaler på udlejede arealer eller billeddokumentation af enhver art. Behovet for at se dokumenterne dukker typisk op, netop mens man kigger på kortet. Hvad er da mere naturligt, end at have dokumentationen gemt i selve kortet — kun ét klik væk?
Linket til en mappe kan dø. Man kunne jo opnå noget lignende ved at have dokumenterne liggende i en folder og så linke til dem fra kortet, hvilket der findes standardfunktionalitet til. Problemet er bare, at filerne kan blive slettet eller flyttet, uden at nogen tænker på linket fra kortet — og så er linket pludselig “dødt”. Ved at gemme dokumenterne i PostGIS-databasen følger de objektet og forsvinder ikke bag om ryggen på dig.
Sådan virker det
AttachmentManager gør det muligt at gemme, se og slette filer, der er knyttet til geografiske objekter i en PostGIS-database. Når pluginet aktiveres, gør det automatisk to ting:
- Det tjekker, om det aktive lag er et PostGIS-lag.
- Det tjekker, om der allerede findes en tilknyttet vedhæftningstabel.
Hvis vedhæftningstabellen allerede findes, vises en liste over de dokumenter, der er knyttet til det valgte objekt. Herfra kan du åbne og se vedhæftninger, slette dem eller tilføje nye.
Hvis der endnu ikke findes en vedhæftningstabel, kan du oprette en ny — med et enkelt klik. Du behøver altså ikke selv at klargøre databasestrukturen på forhånd.
Der er ingen grænse for, hvor mange dokumenter du kan knytte til det enkelte objekt.
Et par konkrete eksempler
Mulighederne er mange, men her er nogle typiske anvendelser:
- Gem konstruktionstegninger direkte på de enkelte ledninger i et forsyningsnet.
- Læg billeder af opsatte nøgleskabe på de relevante bygningspolygoner.
- Vedhæft regneark med analysedata til bestemte punkter i et interesseområde.
Klar til dig — og helt gratis
Lyder det som noget, du kan bruge? Så er den gode nyhed, at pluginet allerede ligger klar i QGIS Plugin Repository, og det fungerer på QGIS 3.x såvel som 4.x. Du henter og installerer det præcis som alle andre plugins — og det er helt gratis. 😊
Plugin’et kan du downloade fra QGIS Plugin Repository (vælg ‘Plugins’ –> ‘Manage And Install Plugins’/’Administrer og installer plugins’ i menuen). Her søger du blot efter ‘AttachmentManager’.
Kildekode og dokumentation finder du på GitHub: github.com/styrke10/attachmentmanager



